09 okt I har allerede ‘den dybe tallerken’ til arbejdsglæden
Hvis I, som så mange andre, leder efter den rigtige metode, til både at skabe bedre resultater, have en god trivsel for den enkelte, samt fællesskabs følelse, måske endda korpsånd, hvor vi gerne går en ekstra meter for kollegaen.
Vi har prøvet en masse forskellige ting, men har det rykket?
Så har I formentlig prøvet en masse forskellige ting, og brugt en del tid på kurser, workshops og foredrag, som kunne få jer i den rigtige retning.
Men måske føler I også, at der er sket for lidt. Det har jeg hørt fra en del, at de har været igennem en masse ting, men det har egentlig ikke ændret eller rykket det helt store.
En kunde fortalte endda at, de havde brugt rigtig meget tid og penge på et lederforløb hos en udbyder. Et forløb som tog næsten 2 år, og hvor ledelsen efterfølgende stod med en følelse af, at vi har lært at vand er vådt.
I skal ikke lede efter noget mere viden til hovedet, der er ikke nogle teorier I skal have terpet eller læst en tyk bog om hvad nogle andre har gjort, I skal udvikle den del af jer, som er indeni. En del som I alle har til rådighed i dag.
I har allerede alt det I skal bruge, den ærlige samtale
Så I har allerede alt det I skal bruge for at skabe en fuldstændig vild arbejdsplads på alle områder. Det skal bare sættes fri ved at skabe rummet til det.
Drop den svære samtale, den vanskelige samtale og hvad det ellers hedder hos jer. Det bliver alt for kunstigt, og så vil mennesker beskytte sig selv, ved at have en mur oppe, så de ikke kan blive såret. Det vil sige at det budskab I har forberedt, slet ikke bliver modtaget, og måske endda ender i en konflikt, fordi det budskab bliver misforstået.
Vi skal byde meget mere ind med os selv, jeg kalder det, den ærlige samtale.
Her tager du udgangspunkt i dig selv, hvad og hvordan du oplever tingene. Det er sårbart og ægte, hvilket er så fucking befriende for begge parter. Så de beskyttende mure ryger ned, og vi kan tale om præcis det, tingene i virkeligheden handler om.
Sårbarhed nedbryder mure, som hårdhed end ikke kan ridse!
Når vi alle er ærlige overfor os selv, samt har modet til at udtrykke det, så hjælper vi ikke kun os selv, men også dem omkring os. Vi vil gerne lytte til hinanden, når vi kommer fra et sted som er sårbart og ærligt, det er den fedeste samtale vi kan have.
Vi bliver klogere på vores udviklingsområder, begge parter, samt rent faktisk udvikler de områder, sammen med nogle vi føler os trygge sammen med.
Når I gør, den ærlige samtale, til jeres kultur, så er det slut med stres og medarbejderflugt. For den ærlighed gør, at folk bliver trygge, jo tryggere jo mere frihed oplever vi. Og ja, vi mennesker vil føle frihed og glæde i hverdagen, og ved du hvad, det har vi fandeme fortjent!
Så I skal ikke ud og finde den dybe tallerken, eller opfinde den selv, I har den allerede, I skal bare sætte hinanden fri i hverdagen, ved at tage den ærlige samtale.
Husk, det er fedt at gå på arbejde!
Kh
Jacob Lejbowicz
Arbejdsglædeskaber
No Comments